DGI Sydøstjylland kårer KIF Fredericia som Årets Forening 2009
På DGI Sydøstjyllands årsmøde onsdag aften i Fredericia Idrætscenter blev Kvindelig Idrætsforening kåret som Årets Forening, og de modtog en check på 10.000 kr. til fortsat udvikling i foreningen.
Ud af i alt 12 indstillede foreninger er KIF Fredericia valgt som Årets Forening. Kirsten Hoffmann fra landdelsbestyrelsen sagde bl.a. i sin tale til foreningen: ”Ud over en bred vifte af forskellige typer gymnastik, som dækker fra helt små børn til seniorer, markerer KIF Fredericia sig aktivt ud af til gennem stævner og deltagelse i DGI’s kurser. Foreningen giver gode rammer for instruktører og minihjælpere, som på sigt er med til at værne om foreningens værdisæt, samt sikrer foreningen fremtid. Frugtordning på børneholdene og en generel åbenhed for nye tiltag er endnu et plus. KIF er en forening, der skiller sig ud og har fuldt fortjent prisen som årets forening”.
En glad KIF-formand, Jette Saager Lorenzen, modtog prisen og en stor buket blomster. ”Pengene skal gå til en ny trampolin til springerne,” lovede hun efterfølgende.
Grunden til den øgede aktivitet i foreningen tilskriver Jette Saager Lorenzen for en stor del, at de er to formænd, som deler opgaverne. ”Marianne Pedersen og jeg supplerer hinanden rigtigt godt. Og vi har mere tid til at holde en tæt kontakt med alle vores instruktører,” fortalte hun.

Foto: Lena Hellstrøm
Jette Saager Lorenzen (t.h.), formand for KIF Fredericia, modtog på foreningens vegne titlen som Årets Forening og den medfølgende check på 10.000 kr. Prisen blev overrakt af Kirsten Hoffmann og Hanne Nissen fra DGI Sydøstjyllands bestyrelse.
Ny bestyrelse valgt
På generalforsamlingen blev der desuden valgt en ny bestyrelse. Henning Jensen, Horsens, fortsætter som formand og derudover består bestyrelsen af Jørgen Roed, Kolding, Rita Pedersen, Fredericia, Kirsten Hoffmann, Horsens, Lene Hedegaard, Kolding, Hanne Nissen, Kolding og den nyvalget Søren Andersen fra Vejle. Ole Kristian Warthoe valgte ikke at genopstille til bestyrelsen, men blev takket for sin mangeårige indsats.
Den nye bestyrelse vil fortsætte det arbejde, som allerede er sat i gang. ”Det vi blandt andet arbejder hårdt på i DGI er, at det skal være nemmere at være frivillig leder i foreningerne. Rent teknisk tilbyder vi software til foreningerne, så det administrative arbejde bliver mere overkommeligt. Der er også hjælp at hente til trænere, som helt gratis kan downloade konkrete træningsøvelser, som er lige til at bruge i hverdagen. De kan også hentes ned på mobiltelefon for dem, der er klar til det,” fortæller Henning Jensen.
Ud over den tekniske hjælp er det også et konkret mål i 2010 at få besøgt 100 foreninger i DGI Sydøstjylland, for på den måde at komme i tættere dialog med foreningerne og støtte deres vigtige arbejde ude i lokalområderne.
Kontakt
DGI formand, Henning Jensen, mob. 4033 9921
KIF formand, Jette Saager Lorenzen tlf. 7593 3189